Nyheder

NY LAVPRISRUTE DIREKTE TIL HOLLAND

08-03-2017


Østjyderne kan fra efteråret 2017 rejse billigt fra Aarhus til Eindhoven i Holland. Dermed føjer Aarhus Airport årets femte nye rute til lufthavnens 2017-program.


Udviklingen forsætter i Aarhus Airport, og lufthavnen kan i dag offentliggøre årets femte tilføjelse i rækken af nye ruter til lufthavnens program for 2017. Fra oktober kan østjyderne rejse fra Aarhus Airport til Eindhoven i Holland. Ruten vil have tre flyvninger om ugen med Ryanair til billetpriser fra 149 kroner.  
 
Lufthavnsdirektør Peter Høgsberg udtrykker glæde over den positive udvikling, som, han mener, er et resultat af, at debatten om lufthavnens fremtid er afsluttet. Han forventer desuden, at turismen i Aarhus vil nyde godt af den direkte forbindelse mellem Eindhoven og Aarhus, blandt andet som følge af Aarhus’ titel af Europæisk Kulturhovedstad i 2017:
 
”At der er ro omkring placeringen af lufthavnen, nye tiltag på vej samt en ny bestyrelse ved roret er med til at skabe endnu flere rejsemuligheder til og fra Østjylland, og jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere en ny rute for femte gang siden årsskiftet. Med ruten til Eindhoven knytter vi to befolkningstætte områder sammen, og det giver spændende muligheder og synergi, både for at bringe østjyderne til Holland og for at byde hollænderne, som i forvejen er en målgruppe for VisitAarhus, velkommen til Aarhus og Østjylland.” 
 
Eindhoven er Hollands femte største by med flere end 200.000 indbyggere. Byen byder på kulturelle aktiviteter, natteliv og shopping-muligheder, men er især kendt for sin stolte foldboldtradition fra fodboldklubben PSV Eindhoven. Fra Eindhoven Lufthavn er det muligt at flyve til over 80 forskellige destinationer, og byen ligger centralt placeret med en køreafstand på cirka en til halvanden time til europæiske storbyer som Antwerpen, Rotterdam, Amsterdam, Düsseldorf, Köln og Bruxelles. 
 
De seneste måneder har Aarhus Airport præsenteret yderligere fire nye destinationer i form af Prag og Ithaca, som åbner i maj, Malaga som åbner i juni samt Gdansk som åbner i oktober. 


 
Om Aarhus Airport 
Aarhus Airport har som ambition at forbinde Østjylland med populære storbyer i Europa og andre væsentlige rejsemål. Rejsemålene sigter imod at tilfredsstille det østjyske erhvervsliv såvel som turister fra lufthavnens ophavsland. Den største rute i Aarhus Airport er indenrigsruten mellem Aarhus og København, som hvert år fragter knap 200.000 passagerer. Det tager cirka 35 minutter at nå Aarhus Airport fra hjertet af Aarhus.


(Pressemeddelelse udsendt d.d.)

AFGANGE
SMS Dato Flyselskab Flynummer Til Tidspunkt Bemærkning
ANKOMSTER
SMS Dato Flyselskab Flynummer Fra Tidspunkt Bemærkning

Udvalgte one-stop

Direkte