Er du en kræsen spa-turist?
Massage, frisør, ansigtsbehandling, mani- og pedicure, oplevelsesbruser, isbad, duft-jacuzzi og saunagus… Er der noget, de kan i Gdansk, Sopot og Gdynia, så er det wellness-treatments og spa. Området er således ikke overraskende et yndet feriemål for spa-turister, for her finder du et udbud af skønheds- og velværebehandlinger som ingen andre steder. Er det tid til at blive ’pampered’ – måske på tur med dine veninder – så er Trebyen uden tvivl derfor et virkelig godt bud på din næste destination. Og prisniveauet er tilmed meget fornuftigt.
Siden midt i 1800-tallet har kur-turister været tiltrukket af badebyen Sopot, der er bygget op omkring hoteller med kurfaciliteter. De fleste af byens hoteller har haft store afdelinger med et udvalg af kur-bade i havvand og ferskvand – og selvom tiderne og dermed metoderne har ændret sig, så holdes traditionen stadig i hævd på mange af hotellerne med lækre, topmoderne spa-afdelinger.