International Solsikkesnor lanceres i Aarhus Airport

28-09-2020

Solsikkesnoren, der er et internationalt symbol på personer med usynlige handicap eller skjulte diagnoser, indføres nu i Aarhus Airport.

Fra 1. oktober 2020 vil passagerer med usynlige handicap eller skjulte sygdomme møde ekstra forståelse og tålmodighed i Aarhus Airport samt andre større danske lufthavne, der tilsammen danner foreningen Danmarks Lufthavne. Lufthavnene står sammen om at lancere et nyt koncept, der skal sikre tryghed og lige tilgængelighed for rejsende med særlige behov. Således har medarbejderne i Aarhus Airport gennemgået et undervisningsforløb, der giver en basisforståelse for, hvordan man bedst møder gæster, der lever med usynlige typer af handicap, sygdomme og diagnoser. Det samme gør sig gældende i Aalborg, Billund, Bornholm, Esbjerg og Midtjyllands Lufthavn.

 

Solsikkesnoren er et tilbud til rejsende, der tydeligt ønsker at signalere til medarbejderne, at de har et usynligt handicap eller en skjult sygdom, der betyder, at de kan have brug for mere hjælp, ekstra tid eller tålmodighed på deres vej gennem lufthavnen.

 

”Solsikkesnoren er et internationalt symbol, der fritager de rejsende for at skulle forklare sig, hvis et særligt behov for forståelse, tid eller tålmodighed opstår. For medarbejderne er snoren et redskab, der gør dem opmærksomme på personer, der ikke umiddelbart ser ud til at have et særligt behov. Snoren har haft en enorm succes i Storbritannien på tværs af mange brancher, og den er blevet taget utroligt godt imod i Københavns Lufthavn, der tog Solsikkesnoren i brug i starten af året. Vi glæder os til at give vores gæster med særlige behov den ekstra opmærksomhed og service, der kan have stor betydning for en god start på rejsen”, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

 

I Storbritannien blev snoren lanceret i London Gatwick Airport i 2016. Siden har den spredt sig til øvrige britiske lufthavne og er nu også meget udbredt i andre brancher. Københavns Lufthavn lancerede solsikkesnoren i januar 2020, og både brugere og medarbejdere har taget ekstremt positivt imod den. Solsikkesnor-konceptet lanceres nu i de andre større danske lufthavne, idet Danmarks Lufthavne som branche ønsker at sikre et skarpt fokus på en tryg og god rejseoplevelse for alle, hvor branchen tager et fælles ansvar for at sikre lige tilgængelighed og inklusion gennem træning og undervisning. Derved har medarbejderne de nødvendige redskaber til at levere gode kundeoplevelser – også til dem, som måske har sværest ved at føle sig godt tilpas i en lufthavn.

 

I undervisningsmaterialet, der består af 6 små film, introduceres medarbejderne til oplevelser, dilemmaer og behov på turen gennem en lufthavn fra personer, der selv lever med eksempelvis autisme, adhd, angst, ordblindhed, hjerneskade, talehandicap, synshandicap, hørehandicap, depression, demenssygdomme med videre.

 

Det er ikke kun i lufthavne, man i fremtiden vil møde solsikkesnoren. Videnscenter om handicap er i øjeblikket ved at afsøge mulige samarbejdspartnere, der vil være med til at udbrede og udvikle Solsikkesnoren og dertilhørende træningsmateriale. Målet er, at Solsikkesnoren kan lanceres af alle virksomheder, der måtte have interesse i at skabe lige tilgængelighed og gode kundeoplevelser for personer med usynlige handicap og skjulte diagnoser.

 

Der er ingen yderligere fordele forbundet med snoren. Dens opgave er at signalere til medarbejderne, at de skal udvise ekstra opmærksomhed for personen, som bærer den.

Bliv inspireret
og modtag nyheder