Seks ugentlige afgange til München fra Aarhus Airport går i luften. Det er flyselskabet Air Dolomiti, der ejes af Lufthansa Group, som flyver fra den 3. maj.
Aarhus Airport tilføjer delstaten Bayerns hovedstad på rutekortet. Det sker i form af den nye rute mellem Aarhus og München, der går i luften den 3. maj 2021. Det italienske flyselskab, Air Dolomiti, lægger, i samarbejde med Lufthansa, ud med tre ugentlige returflyvninger mandag, torsdag og søndag, og hen over foråret kommer der til at stå München på afgangstavlen i Aarhus Airport seks ud af syv dage. Således vil der være direkte forbindelse til millionbyen alle dage undtagen lørdag hele året rundt. Ruten imødekommer både efterspørgslen fra forretningsrejsende og ferierejsende. München er en oplagt destination for en storbyferie, men samtidig er Munich Airport et epicenter for ruter ud i verden.
”München er en vigtig destination for Aarhus Airport. Der er en betydelige business-trafik mellem sydtyske og østjyske virksomheder, som vi kan servicere på højt niveau med seks ugentlige afgange. Samtidig får de rejsende direkte adgang til Lufthansas daglige rutenetværk, der tæller op mod 100 internationale destinationer verden over. Dertil er München en attraktiv citybreak destination, der stadig er forholdsvis ukendt for mange danskere, men som er et særdeles spændende alternativ til de klassiske hovedstæder for en forlænget weekend hele året rundt”, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.
Hjemsted for verdens største ølfest, Europas mest moderne fodboldstadium og ikke mindst kontinentets bilhovedstad nummer 1 er måske de første associationer, der melder sig, når talen falder på München. Men den sydtyske by har meget mere at byde på. Med sine knap 1,4 millioner indbyggere er byen tredjestørst efter Berlin og Hamborg, og den kan prale af hele 60 Michelin restauranter, der spænder lige fra det internationale, asiatiske, vegetariske og franske køkken til tysk ”bauern-kost”. Byens historiske bygningsværker vidner om verdens magtkampe, og glitrende shopping-gallerier og eksklusive modebutikker ligger side om side på Kaufingerstrasse og Maximilianstrasse. Surfere boltrer sig i floden Eisbach, der løber lige igennem byens grønne lunge ”Englisher Garten”, og det lune klima vækker en sydlig stemning. Imponerende slotte og museer for kunst, biler, teknologi eller science skal man heller ikke lede længe efter.
Det prisbelønnede italienske flyselskab, Air Dolomiti, beflyver ruten mellem Aarhus og München med flytypen Embraer E-Jets med plads til 120 passagerer under både Air Dolomiti og Lufthansas flynumre. Flyvetiden er cirka 1 time og 45 minutter. Air Dolomiti ser ruten, som starten på et større væksteventyr, der forhåbentlig vil fortsætte på trods af corona-situationen.
“Vi er meget glade for det nye samarbejde med Aarhus Airport, der åbner nye døre og gør vores rutetilbud mere varieret. Det er en fornøjelse for os at være i stand til at differentiere vores tilbud, tilfredsstille nye passagerers behov og optimere vores ydelser i et bredere netværk ved at garantere højfrekvente direkte flyvninger fra Aarhus til en af Europas største lufthavne. Opstarten af denne rute er samtidig et opmuntrende tegn midt i en vanskelig tid,” siger Joerg Eberhart, som er præsident og administrerende direktør for Air Dolomiti.
Den ultramoderne Munich Airport er den eneste femstjernede lufthavn i Europa og regnes for at være en af verdens bedste lufthavne, når det kommer til effektivitet, brugervenlighed, innovativ teknologi og personlig service. Med ruten til München får østjyderne også, via Lufthansas rutenetværk, en smidig adgang til destinationer som Milano, Barcelona, Madrid, Moskva, Budapest, Geneve, Venedig og Tel Aviv samt langdistancedestinationer som San Francisco, Montreal, Washington, New York, Beijing, Sao Paulo, Johannesburg og Kairo. Samtidig ligger flere af danskernes foretrukne østrigske skisportssteder inden for få timers kørsel fra München.
Flybilletter til München og andre destinationer kan købes via både airdolomiti.eu og lufthansa.com.
Om Aarhus Airport og Air Dolomiti
Aarhus Airport har som ambition at forbinde Østjylland med populære storbyer og andre attraktive rejsemål. Med afgange til destinationer i hele Europa sigter lufthavnen mod at imødekomme forventningerne hos det østjyske erhvervsliv såvel som hos fritidsrejsende i lufthavnens optageområde. I 2019 blev Aarhus Airport tildelt prisen ’Airport of the Year Award’ af European Regions Airline Association (ERA). Det tager cirka 35 minutter at nå Aarhus Airport fra centrum af Aarhus.
Air Dolomiti blev etableret i 1991 og beflyver ruter mellem de vigtigste italienske lufthavne og Tyskland, især lufthavnene München og Frankfurt. I 2019 transporterede flyselskabet mere end 2,5 millioner passagerer mellem 8 italienske lufthavne og 18 europæiske destinationer. Flåden består i øjeblikket af 15 Embraer 195, dynamiske og fleksible fly til segmentet 70-120 sæder. Effektivitet, service på højt niveau og passagererne i fokus er omdrejningspunkt i selskabet, hvilket tager afsæt i det italienske område, hvor Air Dolomiti har sit hovedkvarter, og som er helt i tråd med værdierne i det tyske moderselskab, Lufthansa.