Nyheder

Ruteudvikler ansat!

04-04-2016


Den længe ventede ruteudvikler i Aarhus Airport er nu fundet – og ansat! Navnet er Surley. David Surley. Med ham i spidsen går lufthavnen nu for alvor i offensiven når det gælder ruteudviklingen i den lufthavn, der servicerer Danmarks næststørste by. Målet? Ja, det er naturligvis at få nye ruter i hus! 

- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan løfte sløret for, hvem det er, vi har valgt at satse på i relation til ruteudvikling i Aarhus Airport – en nyhed, som vi ved, at rigtig mange østjyder har ventet spændt på, siger Peter Høgsberg, der er CEO i Aarhus Airport. 

Valget er faldet på englænderen David Surley, som har en lang liste af meget relevante meritter bag sig. Han er lige knapt 40 år og kommer fra en stilling som ansvarlig for forretnings- og ruteudvikling i Cambridge Int. Airport. Tidligere har han bl.a. været ansvarlig for forretningsudvikling hos Oxfordjet & London Oxford Airport, Head of Marketing & Sales (UK + Ireland) for Air Mauritius samt europæisk marketingchef for All Nippon Airways, der er Asiens største luftfartsselskab. Han har en degree i Travel & Tourism Management fra Newcastle Business School og har siden uddannelsens afslutning beskæftiget sig med luftfart, rejser, turisme, branding, marketing, PR og kommunikation samt ikke mindst strategi, analyse og at lede og styre komplekse virksomheder på internationale markeder.

- David har den ballast og pondus, som vi var ude efter. Det har været vigtigt for os at finde en person, der både har netværket, kompetencerne og den kommercielle forståelse, og vi er sikre på, at vi i David har fundet den helt rette cocktail, forklarer Peter Høgsberg. - David har arbejdet på senior level med alt lige fra marketing og salg til forretningsudvikling – og så selvfølgelig ruteudvikling, der jo naturligt nok er det allervigtigste for os. Som mange andre forholdsvis små brancher er ruteudvikling nemlig en branche, der handler rigtig meget om netværk, forklarer han. 

David Surley bor p.t. i Worlington i England, men han flytter til Aarhus for at kunne passe sit nye job. – Der bliver masser af rejseaktivitet i jobbet, men basen er selvfølgelig Aarhus, udtaler Peter Høgsberg.

Når David ’lander’ i Danmark – og det gør han pr. 1. maj, hvor han har første officielle arbejdsdag – så får han en lille ekstra hobby. Han taler udover engelsk også tysk, fransk, spansk og lidt japansk! Men dansk – det pågår… Med et beviseligt sprogøre er det dog sandsynligt, at han hurtigt skal få lært det også. 

David, der tiltræder den nyoprettede stilling med titlen Head of Airline Relations, skal stå i spidsen for at etablere, implementere og udvikle et relationskoncept, der skal tiltrække nye ruter til lufthavnen. 

- Vi lever af østjydernes og det østjyske erhvervslivs behov for og ønske om at rejse fra og til Aarhus Airport. Udviklingen af vores nye relationskoncept vil derfor tage afsæt i analyser af markedet og mulighederne og inddrage erhvervsliv og andre relevante østjyske interessenter i arbejdet med at skaffe aftaler på plads med luftfartsselskaberne. Vi har store forhåbninger til Davids arbejde, og vi glæder os rigtig meget til at tage imod ham her i lufthavnen, slutter Peter Høgsberg. 

For yderligere info og kontakt: CEO i Aarhus Airport Peter Høgsberg +45 26 25 26 45 eller ph@aar.dk

Om Aarhus Airport: Aarhus Airport er østjydernes nærlufthavn med blot 35 min. kørsel fra fx Aarhus centrum og 40 min. fra Randers. Med et rute- og charternet, der dækker vigtige dele af Europa, sikrer vi det østjyske erhvervsliv og østjyderne hurtig og nem adgang til og fra europæiske destinationer som fx London, Oslo, Stockholm, Cypern, Mallorca, Madeira og Tenerife. Via vores ruter til København, London, Oslo, Gøteborg og Stockholm sikrer vi desuden, at østjyderne kan komme videre ud i verden til destinationer, som vi ikke selv har direkte flyvninger til – i alt ca. 700 destinationer. Aarhus Airport beskæftiger ca. 100 medarbejdere – fra check-in-medarbejdere og passagerservice til ramp- og security-folk.

AFGANGE
SMS Dato Flyselskab Flynummer Til Tidspunkt Bemærkning
ANKOMSTER
SMS Dato Flyselskab Flynummer Fra Tidspunkt Bemærkning

Udvalgte one-stop

Direkte