Nyheder

Chartertrafikken går igen i luften fra AAR

14-08-2020


Over de sidste måneder har passagerer igen kunne tjekke ind i lufthavnen i Aarhus. Hidtil har det været på rutefly til København, London, Oslo og Rønne, men snart rykker charterturisterne ind i afgangshallen igen. Det sker den 5. september, hvor Århus Charter sender det første hold gæster af sted til populære Cypern. Det er en vigtig milepæl i forhold til at få trafikken i den østjyske lufthavn op på en højere kadence. 

”Vi glæder os utroligt meget til at byde charterselskaberne og gæsterne tilbage i lufthavnen. Det er en ”game-changer”, som vi har ventet på. Vi har over de senere år arbejdet målrettet sammen med charterselskaberne på at tiltrække relevante flyruter, og vi har opnået et godt match mellem østjydernes rejseønsker og selskabernes destinationer. Det har resulteret i en markant fremgang i chartertrafikken, som spiller en væsentlig rolle i lufthavnens vækstrejse, der har fået en mavepuster i forbindelse med virussituation”, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Det er Århus Charter, som kickstarter ferietrafikken i Aarhus Airport den første uge i september, hvor de sender hele tre fly af sted mod den sydlige sommervarme i det græske ø-hav. Således er der take-off til Cypern/Paphos den 5. september samt både til Zakynthos og Kreta/Chania den 6. september. Direktør Henrik G. Jensen, som er bureauchef i Århus Charter, er også meget tilfreds med at kunne imødekomme gæsternes rejselyst igen.

“Vi har i løbet af sommeren oplevet en stigning i forespørgsler på charterrejser i efteråret. Det triste danske sommervejr, vi oplevede i juli, og det sidste halve års nedlukning og hjemsendelser har uden tvivl affødt et stort opsparet behov i befolkningen for ferie og oplevelser. Vi er glade for at kunne tilbyde østjyderne tre træfsikre rejsemål fra sensommeren frem til og med skolernes efterårsferie i uge 42. Kreta, Zakynthos og Cypern er blandt vores mest populære rejsemål, og de er alle på Udenrigsministeriets positive liste over ferieområder, man kan rejse til. Samtidig er vi meget opmærksomme på at skabe nogle trygge rammer på rejsemålene ikke mindst ved hjælp af vores danske rejseledere,” siger Henrik G. Jensen, bureauchef i Århus Charter.   

Salget af rejserne er netop gået i luften, og Århus Charter har givet priserne et godt nyk nedad. Således kan solhungrende gæster smutte til blandt andet Cypern og bo på det femstjernede hotel Coral Beach Resor med indlagt mini-all-inklusive for under fem tusindlapper per person. Århus Charter understreger, at man ikke skal være bekymret for at bestille rejser, hverken til nu eller til sommerferien i 2021. Bureauet er i tæt kontakt med Udenrigsministeriet, og hvis rejsevejledningerne ændrer sig, vil man blive kontaktet. Samtidig vil der være fri annullering, gebyrfri ombookning af rejser og prisgaranti.

Aarhus Airport forventer, at flere af de andre charterselskaber, der rejser ud af lufthavnen, snart vil følge trop. I 2019 markerede chartertrafikken sig med en samlet vækst på 46,6 procent set i forhold til 2018.

Departures
SMS Date Airlines Flight no. to time  Status
ARRIVALS
SMS Date Airlines flight no. From     time  status

Udvalgte one-stop

Direkte