Nyheder

Ny rute til Bulgarien

27-11-2019


Aarhus Airport udvider igen sin destinationsportefølje og denne gang med direkte fly til Varna i Bulgarien. Varna-flyvningerne går i luften den 16. juni 2020 og er dermed klar til næste års sommerferiesæson.

Afgangstavlen i Aarhus Airport kommer i det hele taget til at bugne af sprøde sommernyheder. Århus Charter præsenterede tidligere på året, at de fra sommeren 2020 supplerer deres alsidige sommerkatalog med endnu en ny rute, der flyver direkte til Rhodos i Grækenland. Flyselskabet DAT er klar til at flyve den snorlige luftvej fra Aarhus til klippeøen Bornholm, og i fællesskab med SAS annoncerede Aarhus Airport i september, at der i sommeren 2020 også kan flyves direkte til Alicante i Spanien og Chania i Grækenland.  


”Vores mål er at sikre en ruteudvikling i tråd med passagerernes efterspørgsel, og østjyderne har taget rigtigt godt imod Aarhus Airports udbud inden for ferierejser. Det betyder, at vi skruer op for rejsemulighederne både med nye ruter og ekstra kapacitet til populære feriesteder. Med Balkan Holidays rute til de bulgarske sommerdestinationer, sætter vi således ekstra turbo på feriemarkedet,” siger Peer H. Kristensen.   


De senere år er ruteudviklingen i den østjyske lufthavn gået fra et stramt fokus på businessrejsende til også at favne feriemarkedet. I 2017 føjede SAS Malaga, Palma de Mallorca, Split og Nice til lufthavnens rutenet og banede dermed vejen for stigende passagertal og nye destinationer og selskaber. Tidligere på året kunne Aarhus Airport sammen med SAS fortælle, at flyselskabet næsten tredobler antallet af flysæder til de populære ruter Malaga og Palma de Mallorca i næste års sommerprogram.


 De nye solskinsruter og ekstra flysæder understøtter lufthavnens ambition om at tredoble antallet af passagerer til 1,5 millioner i løbet af de næste fem år. Passagervæksten i Aarhus Airport har været markant siden 2016, og med den omfattende ombygning af blandt andet det 750 kvadratmeter store loungeområde indrettet med dansk design er lufthavnen parat til at sende flere solglade ferierejsende af sted i foråret og sommeren 2020.

 Flyvningerne til Varna vil være i luften under højsæsonen fra 16. juni til 18. august 2020 med en ugentlig afgang. 

Departures
SMS Date Airlines Flight no. to time  Status
ARRIVALS
SMS Date Airlines flight no. From     time  status

Udvalgte one-stop

Direkte