Nyheder

Rødt regnskab over forventning

01-06-2018


Årsregnskabet for 2017 viser et underskud på 16,2 millioner kroner i Aarhus Airport. Resultatet er 1 million kroner bedre end forventet.

Aarhus Airport kommer ud af 2017 med røde tal på bundlinjen. Underskuddet er ventet, og bestyrelsesformand Torben Boldsen forholder sig roligt til regnskabet, idet det er i harmoni med bestyrelsens strategi for lufthavnens økonomiske genopretning. Faktisk er resultatet på minus 16,2 millioner kroner væsentligt pænere end ventet. 

”Regnskabet for 2017 er udtryk for, hvad det koster at drive en lufthavn med under 380.000 passagerer. Af samme årsag lagde vi for et år siden en strategi for at øge passagerantallet, og den strategi er allerede i gang med at blive ført ud i livet. Derfor har vi i 2017 haft fokus på at udvide antallet af ruter, hvilket er lykkedes i stor stil. Blot er vi nødt til at leve med, at den økonomiske gevinst ved ruteudvidelser typisk lader vente på sig i omkring tre år,” siger Torben Boldsen.

Han henviser i den forbindelse til, at det er normalt, at lufthavne yder flyselskaber med nye ruter en opstartsrabat, hvilket altså forsinker den fulde effekt af de nye ruter. Ifølge Torben Boldsen vil der derfor endnu gå et par år, inden Aarhus Airport bliver en rentabel forretning.

”Der klart, at den massive udvidelse af lufthavnens trafik vil sætte sine spor i regnskaberne de kommende år. Men selvfølgelig får vi på længere sigt også en økonomisk vækst ud af en vækst i passagerantallet. Vi forventer, at Aarhus Airport bliver en overskudsgivende forretning omkring 2020, så til den tid vil vi have gennemført den turn around-proces, som lufthavnen og Aarhus har brug for. Årets resultat er i fuld overensstemmelse med forretningsplanen og derfor tilfredsstillende. Vi kan endda konstatere, at resultatet er omkring en million bedre end forventet,” siger Torben Boldsen.

Antallet af direkte destinationer fra Aarhus Airport voksede med 33 procent i 2017. Det skete som følge af fem nye destinationer i form af Prag, Malaga, Gdansk, Sivota og Ithaca. Ligeledes i 2017 præsenterede lufthavnen et nyt samarbejde med SAS omfattende seks nye ruter.

Som følge heraf har Aarhus Airport i løbet af foråret åbnet nye ruter til henholdsvis München, Stockholm, Oslo, Nice, Mallorca og Split. Derudover er den allerede eksisterende rute til Malaga blevet gjort til en helårsrute, ligesom flyvningerne mellem Aarhus og København er blevet øget med 20 procent. Det hele som en del af det nye samarbejde med SAS, hvilket Aarhus Airport forventer vil øge lufthavnens trafik med minimum 50 procent.

Senest har Aarhus Airport præsenteret en ny rute til Berlin med easyJet. Det er første gang, at Europas næststørste lavprisselskab er at finde i Vestdanmark. De mange nye ruter har allerede betydet et heftigt spring i lufthavnens trafik, der i april steg med 39,6 procent sammenlignet med den tilsvarende måned i 2017. Alene stigningen i udenrigstrafikken lød på 77,4 procent. Dermed har Aarhus Airport effektivt fået knækket kurven over lufthavnens trafik efter flere års tilbagegang.

(Pressemeddelelse udsendt d.d.).

AFGANGE
SMS Dato Flyselskab Flynummer Til Tidspunkt Bemærkning
ANKOMSTER
SMS Dato Flyselskab Flynummer Fra Tidspunkt Bemærkning

Udvalgte one-stop

Direkte