Nyheder

Åbning af ny rute til Gdansk

30-10-2017


En direkte flyforbindelse mellem Aarhus og Polen har længe stået på ønskelisten hos erhvervslivet i Østjylland. Nu åbner ruten, der også har et klart turismefokus.

Søndag indviede Aarhus Airport og Ryanair en ny flyrute mellem Aarhus og polske Gdansk. Umiddelbart ikke det mest oplagte match, men faktisk er der en række gode grunde til at skabe direkte forbindelse imellem de to byer. For behovet er i høj grad til stede hos både erhvervslivet og lokalbefolkningen i Østjylland.  

”Aarhus Airport er primært en erhvervslufthavn, og derfor er vi løbende i dialog med nærområdets virksomheder omkring deres præferencer i forhold til etablering af nye ruter. Desværre kan vi ikke opfylde alle deres behov, men denne gang er vi meget glade for at kunne honorere et konkret ønske om en direkte forbindelse mellem Aarhus og Polen. Flere store virksomheder i Østjylland har filialer, kontorer og produktion i Polen, så for dem vil ruten til Gdansk blive en endog meget stor fordel,” siger bestyrelsesformand i Aarhus Airport Torben Boldsen, som ligeledes ser et turismepotentiale i den nye rute.

”Der er flere polakker i Østjylland end noget andet sted i Danmark. Det i sig selv udgør en begrundelse for at etablere ruten, ligesom vi har en forventning om, at østjyderne vil falde for ikke mindst kulturlivet i meget smukke Gdansk. Endeligt rækker pengene generelt langt i Polen, hvilket kan gøre Gdansk til et særligt interessant rejsemål for de mange studerende i Aarhus,” tilføjer bestyrelsesformanden.  

Han henviser til, at der bor ikke færre end 16.000 polakker i lufthavnens nærområde – også kaldet Greater Aarhus area. Ligeledes understreger Torben Boldsen, at den generelle levestandard i Polen er højnet, således at langt flere polakker end tidligere rejser til diverse europæiske destinationer. I den forbindelse har Aarhus naturligvis fordel af igennem de seneste 10 måneder at være blevet promoveret stort via sin status som Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Torben Boldsen understreger desuden, at Ryanairs meget attraktive prissætning typisk skaber solid trafik i begge retninger i forbindelse med etablering af nye ruter. Endnu et forhold der peger imod øget turisme i Aarhus.

Gdansk er placeret i et område med et meget varieret turismetilbud kaldet Trebyen, som udover Gdansk indeholder badebyen Sopot og havnebyen Gdynia. Trebyen er på størrelse med Storkøbenhavn og indeholder blandt andet et rigt kultur- og natteliv, gode shoppingmuligheder samt en stolt maritim historie og en smuk gammel bydel i Gdansk.

Den nye rute mellem Aarhus og Gdansk støtter op om Aarhus Airports ambition om at forbinde Østjylland med populære storbyer i Europa. Ruten opererer normalvis med billetpriser fra 149 kroner, om end Ryanair de seneste uger har solgt billetter helt ned til 30 kroner for at promovere den nye rute. 

(Pressemeddelelse, udsendt d.d.)

AFGANGE
SMS Dato Flyselskab Flynummer Til Tidspunkt Bemærkning
ANKOMSTER
SMS Dato Flyselskab Flynummer Fra Tidspunkt Bemærkning

Udvalgte one-stop

Direkte