Solsikkesnoren

En snor til gæster med særlige behov

​Solsikkesnoren, der er et internationalt symbol på personer med usynlige handicap og skjulte diagnoser, er kommet til Aarhus Airport. Solsikkesnoren er et tilbud til gæster, som tydeligt ønsker at signalere til medarbejderne, at de har et usynligt handicap eller en skjult sygdom, der betyder, at de kan have brug for mere hjælp, ekstra tid eller tålmodighed på deres vej gennem lufthavnen. 

Alle vores medarbejdere inden for passagerservice har været igennem et undervisningsforløb, der gør medarbejderne bedre i stand til at møde gæster, der lever med forskellige typer af usynlige handicap og skjulte diagnoser.  Dermed er medarbejderne fra 1. oktober klar til at byde solsikkesnoren og dens bærere velkommen – og dermed skabe rammen for en tryg rejseoplevelse. 

Oplevelser og dilemmaer

Som en del af undervisningen er lufthavns-medarbejderne via små film blevet introduceret til oplevelser, dilemmaer og behov på turen gennem lufthavnen af personer, der selv lever med hhv. autisme, adhd, angst, ordblindhed, hjerneskade, talehandicap, synshandicap, hørehandicap, depression, demenssygdomme med videre.

Det internationale symbol - som alle forstår

Solsikkesnoren er et internationalt symbol og sikrer blandt andet, at man som rejsende ikke føler, man skal forklare sig eller behøver udtrykke, hvis et særligt behov for forståelse, tid eller tålmodighed opstår. For medarbejderne er snoren et redskab, der sikrer, at man afsætter den nødvendige tid til at give den rette hjælp til dem, der ikke nødvendigvis ser ud til at have et behov.   

Vidt udbredt

Snoren har haft en enorm succes i Storbritannien på tværs af mange brancher, siden den blev lanceret i London Gatwick Airport i 2016. Siden har den spredt sig til øvrige britiske lufthavne og er nu også meget udbredt i mange andre brancher. Der er ingen yderligere fordele forbundet med snoren. Dens opgave er udelukkende at signalere til medarbejderne, at de skal udvise ekstra opmærksomhed for personen, som bærer den.

Ønsker du at benytte Solsikkesnoren?

Hvis du ønsker at benytte Solsikkesnoren på din vej gennem lufthavnen, er du velkommen til at hente snoren hos Passagerservice i Aarhus Airport, når du skal ud at rejse. Det er ikke nødvendigt at forudbestille Solsikkesnoren.

Departures
SMS Date Airlines Flight no. to time  Status
ARRIVALS
SMS Date Airlines flight no. From     time  status

Udvalgte one-stop

Direkte