5 smukke råd til solferien

Her får du de 5 skønhedstips til solferien


Vi elsker at tage på ferie, og de fleste af os elsker også at komme lækre hjem med en følelse af sol på kroppen og saltvand i håret. Få vores fem tips til, hvordan du kan sørge for at returnere som den smukkeste udgave af dig selv - både udenpå og indeni. 

#1 Drik masser af vand 

Det er måske nok en sætning, du synes, du hører så tit, at den næsten er en floskel. Men husk nu at drikke rigeligt med vand! De fleste danskere ved godt, at deres krop - og ikke mindst deres hud - ville have godt at drikke mere vand, end de gør. Når du så tager på solferie og udsætter din krop for mere varme end til daglig, er det endnu vigtigere, at du husker væskebalancen, så din hud kan stråle om kap med dit feriehumør.

#2 Beskyt din hud

SOLCREME… ligesom med vand, så ved vi det godt, ik? Men når du nu alligevel husker at tage din solcreme med, så er der lige et par ting, du skal have in mente. For det første er det vigtigt, at solfaktoren i din solcreme er høj nok, så hvis den, du har i skuffen, er faktor 5 – så køb en ny, og helst i faktor 30+. Og når du alligevel kigger på den, så husk lige at tjekke udløbsdatoen også, for solcremer mister virkningen, når de bliver for gamle. Til sidst skal du huske, at din hud er forskellig på forskellige dele af kroppen, så skal du pleje din hud optimalt, bør du bruge en creme til kroppen, en til ansigtet og faktisk også en til læberne.  

#3 Fugt, fugt, fugt! 

Når du er mere aktiv i dit liv, bliver du også mere tørstig – det samme sker med din hud. Og netop dét, man ofte laver mest af, når man er på solferie, er de ting, som din hud bliver tørstig af, nemlig solbadning og svømmeture i klorvandet i poolen eller i det ligeså udtørrende saltvand i havet. Husk derfor at tage en god fugtighedscreme med, og husk at bruge den. Gerne både morgen og aften!

#4 Husk lokkerne

Ligesom huden både skal beskyttes og fugtes, så stresser både solen og vandet også dit hår. For at undgå, at din velplejede manke kommer hjem som en tør, solbleget høstak, så husk at passe på håret. For at beskytte håret kan du enten bruge solhat eller en solspray til håret med UV-filter, som hindrer solens skadelige virkning. Husk også at pleje håret med en god hårkur.

#5 Skru ned for tempoet 

Det er ikke kun en skrøne, at stress og mangel på søvn har indflydelse på alt fra dit humør til din hud, dit hår og dine negle. Så oveni det, du gør ved din krop for at holde den smuk udefra – sådan bør du også pleje dig selv indefra. Det gør du ved at lade din ferie være det pusterum, du har brug for. Du gør det også ved at huske at glæde dig over alt det gode, du har i dit liv, for det vigtigste ferieråd af alle er: NYD din ferie – en glad dig, er en smuk dig!

> Læs flere spændende sommerartikler i nyeste udgave af Connect - Aarhus Airports lufthavnsmagasin

Departures
SMS Date Airlines Flight no. to time  Status
ARRIVALS
SMS Date Airlines flight no. From     time  status

Udvalgte one-stop

Direkte