München

​Oplev München

Har du været på ferie sydpå i bil, så ved du bedre end nogen anden, hvor langt der er til Sydtyskland - og dermed til delstaten Bayern med hovedstaden München. Storbyen nord for de bayerske alper ligger rundt regnet 1100 km fra centrum af Aarhus, hvilket svarer til en tur i bil på ca. 10,5 timer – vel at mærke, hvis du kører uafbrudt. ​Men så besværligt og tidskrævende behøver det heldigvis ikke længere at være. For nu kan du flyve direkte til München fra din nærlufthavn i Aarhus! En tur, der i fly kun tager godt og vel én time!​ 

>Find billetter

Den sydtyske destination er en, der længe er blevet efterspurgt af østjyderne. Erhvervslivet efterspørger ruten både for at gøre forretning i den travle storby, og fordi lufthavnen er et stærkt hub ud i verden, som kan tilbyde businessrejsende en let og effektiv transfer.

Privatrejsende efterspørger ligeledes det stærke hub ud i verden, som gør det muligt at udforske spændende oversøiske destinationer. Derudover er München en helt oplagt feriedestination i sig selv, som mange danskere ikke bare har oplevet én men flere gange - og med god grund.

5 ting du (måske) ikke vidste om München

De fleste kender i hvert fald helt sikkert til byen – ikke mindst for Oktoberfest, Bayern-München fodboldholdet og så selvfølgelig byens internationale lufthavn, der er et trafikalt knudepunkt i Europa. Her har vi fundet 5 spørgsmål og svar, der (måske) giver dig viden, du ikke havde om den tyske metropol.

1) Hvad er historien bag Oktoberfest?

Oktoberfest tiltrækker hvert år et hav af besøgende til den bayerske hovedstad for at smage på (og for manges vedkommende opnå en pæn promille grundet) bayersk øl. Overalt ses mænd i rødternede skjorter og lederhosen og piger i traditionelle dirndl-kjoler - med skummende øl i favnen. Festen blev første gang afholdt i 1810 for at fejre brylluppet mellem Kong Ludwig og Therese af Saxe-Hildburghausen og er således en fest, der hylder den oprindelige royale bryllupsfest. I dag kalder tyskerne selv festivalen for Wiesn, hvilket er en forkortelse af Theresienwiese, der er navnet på den 420.000 m2 store plads, hvor festen holdes, og som er opkaldt efter Dronning Therese. Under Oktoberfest kan du – ud over øldrikning og pølsespisning – også opleve fx de legendariske armbrøst-konkurrencer. (NB! Bukker man under for promillen og falder i søvn under Oktoberfest, kaldes man ”Bierleichen” - øl-lig).

2) Findes der et alternativ til ølfesten?

Er Oktoberfest ikke lige ’din ting’, har du måske mere lyst til at deltage i Frühlingsfest – forårets svar på efterårets ølfest. Mange betegner forårsfesten som Oktoberfestens lillesøster, og den er da også noget mindre turistet end sin vilde slægtning. Næste Frühlingsfest i München løber af stablen den 20. april til 6. maj 2018 (for 54. gang!).

3) Kan man shoppe i München om søndagen?

Det korte svar er nej. Du kan stort set ikke shoppe nogen steder i Tyskland om søndagen, da de fleste butikker holder lukket – med undtagelse af mindre kiosker, bagerier, tankstationer m.v. – der dog ikke nødvendigvis har åbent hele dagen, og hvis udbud kan være begrænset. Søndag er nemlig en hviledag, hvor tyskerne tilbringer dyrebar tid med deres familier og tager sig tid til deres fritidssysler. Du skal derfor ikke forvente dig det helt store af aktiviteter med tyskerne på denne ugedag - tværtimod nyder mange tyskere kaffe og kage sammen med venner og familie. Bayern er faktisk den ene af kun to tyske delstater, der aldrig har haft lovforslag om øget åbningstid om søndagen på programmet! (BEMÆRK: Har du alligevel shoppe-kløe på en søndag, er der en væsentlig undtagelse til søndags-lukket-reglen – nemlig München Lufthavn!).

4) Hvad er Münchens måske mest populære turistattraktion?

München har mange dejlige pladser, som fx Marienplatz og Odeonsplatz, parker som fx Englischer Garten, Isarauen, Olympiapark og Nymphenburger Park, to operahuse, masser af kunstmuseer og gallerier, teatre og biografer og et teknisk museum. Derudover findes der naturligvis et hav af hyggelige cafeer, et kæmpe fødevaremarked (Viktualienmarkt), Biergärten og restauranter. Ikke desto mindre er det BMW’s oplevelsescenter i München – BMW Welt – der er en af de mest populære turistattraktioner med over 3 millioner besøgende om året. Her kan man fx sidde i gamle og nyere bilmodeller og udforske BMW’s historie i de interaktive faciliteter.

5) Kan man surfe i en park?

Er du i München, er du nødt til også at kigge forbi en lidt utraditionel attraktion. Gennem Englisher Garten flyder floden Eisbach – og her ser man ikke bare på ænder og fisk. Byens surfere bruger nemlig floden som træningsplatform og springer således på surfbrættet og ned i vandet – en disciplin, der har fået navnet flodsurfing. Så svaret er ’ja’ – det kan man godt!

Du kan flyve med SAS Aarhus-München 7 dage om ugen fra 9/4-2018.  

>Ja tak - lad mig finde billetter til München!

AFGANGE
SMS Dato Flyselskab Flynummer Til Tidspunkt Bemærkning
ANKOMSTER
SMS Dato Flyselskab Flynummer Fra Tidspunkt Bemærkning

Udvalgte one-stop

Direkte